pixel

Byggeri på Stejlepladsen skydes i gang

København breder sig igen langs havneløbet — denne gang sydpå

Stejlepladsen luft

Kort
Stejlepladsen

Når København ekspanderer ind på nyt terræn, indskriver både helt nye og tidligere lidt obskure navne sig i den kollektive bevidsthed.

'Stejlepladsen' kan nu slutte sig til en familie der allerede indholder navne som Papirøen, Ørestad Fælled og Frederiks Brygge.

By & Havn — Københavns Kommunes udviklingsselskab — har nemlig netop udskrevet en arkitektkonkurrence for den lille plet med udsigt til Sjællandsbroen, der lyder dette navn. 

De godt 50.000 m² er i dag optaget af et vildtvoksende område med spredt beplantning og en lille smule industri — herunder en asfalteret plads hvor et par hundrede gamle biler står og venter på at blive pillet fra hinanden og hugget op.  

Men når området en dag er færdigudviklet, vil her i stedet være omkring 900 boliger. Heraf skal 25% af boligarealet være optaget af almene boliger — altså lejeboliger med omkostningsbestemt husleje.

Folkelig modstand

Tankerne driver måske i retning af energiske heste, når man hører navnet på området i den sydligste del af havneløbet. Men en 'stejle' er faktisk en pæl til at hænge fiskegarn på.

I disse dage er mange af bådene i vandet omkring pladsen dog fritidsjoller, men her er stadig fiskeri, og flere lokale har protesteret mod planerne om det nye byggeri. 

By & Havn har de forgangne måneder holdt en række møder med de interesserede i området — og udsigten til at miste hvad de fremmødte ser som en lille grøn plet i byen, har fået bølgerne til at gå højt.

Men byen breder sig, og vi har kun den plads, vi har, siger Københavns Kommune.

»Den modvilje vi møder hos borgerne, skal vi holde op imod, at der er behov for mange nye boliger i København,« sagde planchef Kenneth Horst Hansen i maj til Magasinet KBH med henvisning til netop Stejlepladsen.

Lover bedring

Ifølge By & Havn selv har man dog været lydhør i processen.

I oplægget til arkitektkonkurrencen hedder det, at det eksisterende havneliv skal bevares. Ligeledes skal der laves grønne, såkaldte kantzoner og skabes lokale mødesteder.

Manglen på sidstnævnte er noget som By & Havn flere gange er blevet kritiseret for. Beboerne på Sluseholmen — lige ovre på den anden side af Sjællandsbroen — har f.eks. ved flere lejligheder efterlyst en plads, hvor man kan mødes og skabe et nærmiljø imellem alle boligkaréerne.

Der er dog begrundet håb om, at samme beklagelser ikke vil lyde fra Stejlepladsen om nogle år. Fra By & Havn hedder det nemlig, at 40% af arealet vil blive brugt til rekreativt område, inklusive stier til bløde trafikanter.

Arkitektkonkurrencen der netop er skudt i gang er en såkaldt indbudt konkurrence. Det vil sige, at By & Havn har bedt på forhånd udvalgte arkitekter om at give deres bud på en samlet plan for bebyggelse af området.

De tre der har fået lov at svinge blyanterne er NORD Architects, Arkitema og Christensen og Co. 

Vinderforslaget offentliggøres i november efterfulgt af en process med borgermøde og høring. Et nogenlunde realistisk bud på byggestart vil hedde starten af 2021.

Det er PFA Pension der sammen med By & Havn har dannet det selskab, som skal stå for både at bygge, sælge og udleje de mange boliger. Det er således også mange danskeres pensionskroner, der investeres i byggeriet. 

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

Vi hopper lige til sagen: På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer pr. 7. juni 2019 adgang til langt størstedelen vores indhold.

Vi kan kun overleve med støtte fra vores læsere.

Hvis du har glæde af Magasinet KBH, så håber vi meget, at du vil blive medlem. Medlemskaber starter ved kun 20 kroner om måneden — mindre end prisen på en kop kaffe. Men de gør hele forskellen for os, og giver adgang for dig.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et lidt større medlemskab.

kommentarer

relaterede
artikler

  • Byens Rum
  • Sydhavn
Det boomende nybyggeri i Sydhavn får ikke lov at sprede sig helt ud på grønne Sydhavnstippen.
  • Byens Liv
  • København
I byens nye havnebad må der vinterdyppes. Så magKBH sprang i Sydhavnen, to gange.

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Fra 7. juni 2019 kræver det medlemskab at læse med

Bliv medlem af Magasinet KBH — fra kun 20,-/md.